Husk at nyde din iværksætterrejse

Da jeg startede min iværksætterrejse som fulltime iværksætter, var der kun 2 ansatte i virksomheden. Lasse, der var udvikler og som kodede, og mig, der var direktør, og som løste alle de andre opgaver i virksomheden: Indkøb, salg, marketing, kundesupport, ordrehåndtering, samarbejdsaftaler, økonomi, strategi osv.

En daglig kamp for overlevelse

Vi havde ikke nogen faste telefontider, og kundeservicetelefonen var min mobiltelefon, så kunderne kunne ringe til mig 24/7 alle dage i året, og det gjorde de så.

Når jeg i sommerferien stod og malede sommerhus med den ene hånd, brugte jeg den anden hånd til at tage telefonen og give kundeservice. Min iPhone var fyldt med hvide malerklatter efter den sommer. Når jeg gik på gaden i Berlin i efterårsferien, tog jeg også kundeopkaldene, og håbede på, at de ikke opdagede den dyrere telefontakst, som deres opkald kostede.
Hver dag var en kamp for at skabe en større omsætning og et større overskud, så der kunne komme nogle penge i kassen. Jeg var meget bevidst om ikke at bruge penge, hvis ikke det var strengt nødvendigt. Økonomien var hele tiden presset. Da jeg kvittede mit lønmodtagerjob og gik fulltime som iværksætter, gik jeg samtidig ned på under halv løn, så økonomien var også meget presset på hjemmefronten.

✅ Jeg var presset alle steder fra, og kæmpede bogstaveligt talt for mit liv.

Som en fisk i vandet

Jeg kan huske, at jeg følte mig som en fisk, der lå på siden i vandkanten og gispede efter vejret, fordi vandet (dvs. økonomien) var for lav til, at jeg kunne rette mig op og begynde at svømme.

Jeg kæmpede bare for at overleve, mens jeg drømte om, at der blev vand nok (altså penge nok) til, at jeg kunne svømme ud på de store oceaner og erobre nyt land. Jeg drømte om at få økonomi nok til at kunne ansætte nogle medarbejdere til at stå for kundeservice, ordrehåndtering, indkøb og marketing, Jeg drømte om at få flere muligheder for at gøre det, som jeg brændte for: At udvikle og skalere forretningen, afprøve nye ting og skabe en stor og succésfuld forretning.

Drømmen – og længslen

Nogle år senere havde jeg opnået alt det, jeg drømte om. Jeg drev en mange-million forretning, havde +20 medarbejdere, havde krydset landegrænsen, havde fået lidt penge på bankbogen, havde modtaget gazellepris, var blevet optaget i Kraks blå bog osv. Det var super fedt og en kæmpe forløsning.
Men. For der er et men.

✅ Jo større forretningen blev, jo mere tid skulle jeg bruge på administration, ledelse og møder.

Processerne blev mere komplekse, systemet blev tungere, det tog længere tid at implementere nye ting, og jeg skulle arbejde hårdere på at bevare iværksætterkulturen i virksomheden. Kort sagt kom alle de “kedelige” ting til at fylde mere og mere i min hverdag, jo større forretningen blev.
Og da var det så, at jeg i glimt begyndte at længes tilbage til de første år som iværksætter. Det var godt nok nogle slidsomme år, men det var også nogle super sjove og fede år.

For det var i de år, hvor jeg for alvor skabte noget nyt. Hvor jeg dagligt stod overfor nye spændende udfordringer og lærte nye ting. Hvor jeg kom til at løse opgaver, jeg aldrig havde forestillet mig – lige fra strategisk til operationelt niveau – fordi der ikke var andre til at gøre det. Det var også i de år, hvor jeg kunne ændre det meste af forretningen med et fingerknips, så længe det ikke gik ud over de stramme økonomiske rammer. Alt sammen ting som jeg nød i fulde åndedrag.

Nyd din iværksætterrejse max

✅ Så kære iværksætter, mit budskab til dig er, at du skal NYDE din rejse MAX.

Nyd din iværksætterejse i fulde drag. Også – eller måske især – de første år, hvor du er allermest presset og arbejder som en sindssyg og længes efter at få flere penge og en større virksomhed. For det er sandsynligvis i netop de første år, hvor du skaber mest og udvikler dig mest, hvor du vinder de største sejre, og hvor der sker de mest fantastiske ting i dit liv. Og det er måske netop de år, du vil mindes med størst glæde og fortælle dine børnebørn om med mest ild i øjnene.
Set i bakspejlet synes jeg, at hele min iværksætterrejse har været fuldstændig fantastisk. Men især i mine første år havde jeg det som en fisk i vandet – altså på den gode måde ?

Skrevet af Andreas Dirksen

skaber succesfulde abonnements forretninger

5: Skalering‏‎ ‏‏‎ ‎‏‏‎‎‏‏‎ ‎|‏‏‎ ‏‏‎ ‎‏‏‎ ‎‏‏‎Artikler om abonnementsforretninger og medlemsklubber

13. september 2018

Måske dette også kunne interessere dig…